header banner
Default

Den fjerne konflikten


Soldater fra XIII Lette Infanteribataljon i Union III-lejren i Bagdad. Foto: Forsvarsgalleriet

De danske soldater har helt uofficielt indtaget deres eget lille område af militærlejren. Her hænger de ud, styrketræner, og spiller computerspil. I et hjørne sidder en gruppe og pudser deres våben, to løfter tunge vægte foran et ramponeret spejl, andre skæver lidt distræt op mod et fjernsyn. De venter på en tur i de armerede køretøjer, måske skal de hente et par diplomater i lufthavnen eller eskortere en kommandør til det irakiske forsvarsministerium.  Der kunne også komme et raketangreb fra en irakisk shia milits, så har man da i det mindste prøvet at ”få føling”, som en af de unge soldater udtrykker det. Men det meste er bare kedelig ventetid for de mange soldaterne i Force Protection, som alene er i Irak for at beskytte NATOs egne militære rådgivere. 

NATO’s opgave i Irak er formelt at hjælpe og styrke det irakiske forsvar, i alt fra strategiudvikling, anti-korruption, lagerstyring, våbenindkøb, og pensumlister på officersskolerne, så de bedst muligt kan bekæmpe terrorisme og gøre Irak stabilt. NATO’s rådgivere er i militæruniform og bærer våben, men de fleste kommer aldrig udenfor den blot 2,5 kvm store lejr inde i Baghdads Grønne Zone. I ”det åbne fængsel” -som mange kalder militærlejren - føles Irak og krig i traditionel forstand meget fjernt.  

De seneste 10-15 år har vestlig krigsførelse i det globale Syd skiftet karakter. Efter de fatale krige i Afghanistan og Irak har politikerne sadlet om for at undgå ”støvler på jorden” og tab af vestlige liv. Nu er det i stedet lokale styrker – såsom kurdiske, irakiske eller malesiske - der skal udføre krigens beskidte arbejde, mens soldaterne fra Nord indgår i diskrete rådgivnings- og støttefunktioner, ofte på baser langt fra kampzonen, eller ved hjælp af luftangreb med kampfly og droner styret tusinder af kilometer væk fra containere i Nevadas ørkenen eller fra kommandocentre i Golfen. Det er en ny slags ”fjernkrige”, der mindsker tabstallene og risiciene gevaldigt for de vestlige styrker. Det har også gjort vores militære missioner mindre synlige i den hjemlige offentlighed, og med den mindre synlighed er den demokratiske debat tilsvarende forstummet. Hvor mange mon for eksempel ved at Danmark har haft kommandoen over NATO’s mission i Irak fra 2019- 2022, hvad tabstallene i kampen mod Islamisk Stat har været på den irakiske side, eller hvad de danske styrker egentlig laver i Baghdads Grønne Zone? 

Dette essay vil give et lille indblik i, hvordan der ser ud bag de høje mure i NATO’s mission i Irak, og pege på nogle af de politiske og etiske konsekvenser af at vore krige i stigende grad bliver udkæmpet på distancen. På den måde er det også et forsøg på at gøre det ”fjerne” i sådanne missioner mere synligt og nærværende. Essayet er baseret på en lang række interviews foretaget af de to forfattere med udsendte i NATO Missionen, fra den øverste leder af NMI til de yngste sergenter i Force Protection, samt et ophold i Union III lejren i Baghdad i januar 2022.

Det åbne fængsel

VIDEO: Distant artillery explosions - War ambiance - White noise - Shelling
Soothing White Noise

Vi erfarer hurtigt hvorfor Union III kaldes et åbent fængsel. Overalt er vi omgivet af sandsække og de såkaldte T-walls, der hindrer udsyn til himlen og verden udenfor, og sammen med de fire vagttårne og rullerne med pigtråd bidrager de til fængselsstemningen.  Her hersker en form for tredobbelt indespærrethed, for lejren ligger midt i den stærkt bevogtede Grønne Zone, som også er omgivet af høje mure og vagttårne. De skal beskytte de irakiske regeringsbygninger og udenlandske ambassader som ligeledes ligger inde i zonen. Dernæst kommer så militærlejrens mure og check-point, og til sidst de shipping containere, mange udsendte bor i. Det er trange stålbokse, hvor der lige er plads til to eller fire senge et skab og en blæser, der udspyer en tæt varm luft i de ellers iskolde containere. 

En af de britiske officerer, vi interviewer, vurderer at det blot er omkring 25 % af alle på missionen, der nogensinde kommer ud af militærlejren, og de 25 % kommer oftest bare ”ud”   i den bevogtede Grønne Zone, ikke i Baghdad eller Irak selv. Tiden i lejren bliver fordrevet ved at arbejde i døgndrift eller træne. Mange løber rundt i cirkler langs muren i den lille lejr. Der er konkurrencer om, hvem der kan nå flest kilometer på de 6mdr deres udsendelse varer. ”Du får dit navn på en tavle, hvis du når over 500km” fortæller en kvindelig kroatisk soldat os ”Jeg når det, og måske tager jeg næste niveau på 840 km” Hun løber ikke, men går ”jeg bare går og går hver aften, rundt og rundt, der er alligevel ikke andet at lave”. De der drømmer om at komme udenfor murerne, må finde kreative udveje. På en opslagstavle hænger en flyer, der med et ironisk glimt i øjet spørger” Træt af livet i det åbne fængsel? kom og undervis i engelsk i det irakiske Forsvarsministerium”.

Men der er også noget sært tiltrækkende ved det simple liv på basen. Den daglige rytme af rutiner, bekvemmeligheden ved at det meste er ordnet for dig. I kantinen kan du vælge mellem 10-15 varme retter, salater, desserter og friskpresset juices, alle måltider er lavet og opvasken er klaret af et cateringfirma, der synes at have en præference for filippinske ansatte. Der er ikke noget vasketøj, regninger der skal betales, eller børn der skal hentes. Når du er tørstig, går du bare forbi Grab N Go og får en Dr. Pepper eller en kaffe i amerikansk stil med en af de mange mælkevarianter, der er både vanilje, karamel og jordbær. “I love it here” fortæller en canadisk officer. Det er hans tredje udsendelse, han har også været i Bosnien og Afghanistan, og nu Irak. ”Men det her er klart den bedste udsendelse!” Hvorfor spørger vi ”Jeg har altid så gerne villet til Baghdad.”  Vi nikker ivrigt, forstår fascinationen af Baghdad og det land Vesten har været i krig med i årtier. Men senere i samtalen fortæller den canadiske officer, at han aldrig har været udenfor lejren “Min kommandør har tilbudt mig det flere gange, men det behøver jeg ikke”. Vi kigger forvirret på hinanden. Hvad var det mon for et Baghdad, han drømte om at besøge? 

Det er ved at være aften og vi går tilbage til vores shippingcontainere. De ligger lige overfor en af de monumentale bygninger fra Saddam Husseins tid, som amerikanerne hurtigt overtog efter invasionen i 2003. Paladset er en stram bygning i semi-fascistisk stil, uden vinduer og med enorme hvælvinger, der dystert skuer ud over lejren. Arkitekturen synes skabt til at enhver skal føle sig lille og betydningsløs, når de nærmer sig. Det var nemlig Baath partiets hovedkvarter, som Saddam Hussein styrede med autoritær præcision.  Som ved skæbnens ironi var det også i den bygning, at han blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden i 2006. Nu kaster bygningen lange skygger i den klare vintersol.

Ingen vil dø for en rådgivningsmission

VIDEO: WW2 Distant Battle Ambiance 10 Hour Loop
ZawadX

Udenfor lejren og den Grønne Zones høje mure er der løbende sporadiske kampe og angreb. For Islamisk Stat har stadig celler i Irak, og landet er fortsat præget af konflikt mellem de mange politiske fraktioner og militser støttet af udenlandske magter.   Den dag vi flyver tilbage til København, udraderer Islamisk Stat en militærbase i Diyala, en provins lige øst for Baghdad.  11 irakiske soldater bliver dræbt. Nogle uger senere sender Iran missiler ind over Erbil, som led i den spændte stedfortræderkonflikt mellem Washington og Tehran. NATO-missionen er en form for efterfølger til Operation Inherent Resolve – altså Koalitionens krig mod Islamisk Stat –  men det er ikke en kampmission, snarere en slags uddelegering til de irakiske styrker, som gennem træning og rådgivning skal rustes bedst muligt til fortsat at bekrige Islamisk Stat og forhindre nye terrorgrupper i at opstå. I NATO-jargonen kaldes det også for ”kapacitetsopbygning” Det foregår på alle niveauer i Forsvarsministeriet, hvor der rådgives i strategiudvikling og våbenindkøb, ned til lavest taktiske niveau på officer og kadetskolerne, hvor irakerne for eksempel skal lære nye IT-systemer og afmonterer bomber. Det er en svær opgave; blandt andet fordi den irakisk politiske elite er gode til at trække tiden, aflyse møder, og forhale processer, hvis det er en dagsorden de ikke kan lide, såsom sammenlægninger af efterretningstjenester eller bekæmpelse af korruption.

Det er derfor afgørende at Missionens militærrådgivere kan opbygge tillid og mødes med det de kalder for ”de irakiske partnere” udenfor lejren. Imidlertid forlader NATO-missionen sig alene på de meget konservative efterretninger om situationen udenfor murerne, som amerikanerne videregiver og indhenter og ikke på egne sikkerhedsvurderinger. Det betyder at ture og møder jævnligt må aflyses af hensyn til de NATO udsendtes sikkerhed. En højtstående i Missionen fortæller os: ”Mit hunch er at vi godt kunne komme meget mere ud, men vi har ikke vores egne efterretninger, og ingen vil dø for en rådgivningsmission”. Ingen vil dø for en rådgivningsmission. Den sætning går igen og igen i vores mange interviews med rådgivere og hjemvendte soldater.  Og den passer med fjernkrigens logik.  Hele formålet med ”fjernkrig” er jo at mindske krigens risici og sikre at vore egne soldater ikke kommer hjem i ligposer, samtidig med at vores sikkerhedsinteresser stadig bliver varetaget: At bekæmpe Islamisk Stat, at holde Irak nogenlunde stabilt, at balancere Irans magt. 

Konsekvenserne af Fjernkrige: de etiske og demokratiske implikationer

VIDEO: RELAXING RAIN WITH DISTANT ARTILLERY w/BATTLE AMBIENCE | AMBIENCE CHANNEL
Ambience Channel

Rådgivning, træning og kapacitetsopbygning i det globale Syd, er på linje med droner og andre specialoperationer, en form for fjern krigsførelse, der skal mindske krigens risici, og gør vores militære tilstedeværelse mindre synlig. Og det er lykkedes ganske effektivt. I årerne under Irak krigen fra 2003-2011, var den massive og meget synlige militære tilstedeværelse med til at avle oprør og modtryk i den irakiske befolkning. I den periode mistede 4431 amerikanske og 8 danske soldater livet ifølge det amerikanske Forsvarsministerium.  I krigen mod Islamisk Stat er der i alt blevet dræbt 74 i koalitionen, og kun 15 i direkte kamp. Alt imens er op imod 35.000 irakiske soldater døde i kamp og op imod 13.247 irakiske civile i Koalitionens luftangreb alene ifølge organisationen Airways. Så har vi bare flyttet omkostningerne ved krig?  Er de menneskelige tab, ødelæggelserne, traumerne -krigens byrde – forskubbet fra et privilegeret Nord til et mindre privilegeret Syd?  Som de to britiske militærforskere Riemann & Rossi påpeger ligger der en brutal etisk forudsætning under vore fjernkrige, som sjældent diskuteres offentligt: at nogle liv tilsyneladende er mindre værd end andre, at andre end os skal bære de tungeste ofre, samtidig med at vores sikkerhedsinteresser varetages, det være sig terrorismebekæmpelse eller at holde Irans indflydelse i Irak stangen. 

Fjernkrige har også en række direkte negative konsekvenser for os i Nord.  De er blevet næsten usynlige i vores demokratiske debat. Det betyder bla. at der sjældent stilles kritiske spørgsmål, til hvorfor vi er i Irak, Mali eller hos kurderne i Nordsyrien, og med hvilke konsekvenser. Omvendt betyder den manglende debat at fjernkrige gennemføres uden den fornødne legitimitet og opbakning i befolkningen. De ophører på sin vis med at blive defineret og forstået som krige, og kaldes i stedet træningsmissioner, kapacitetsopbygning, specialoperationer, eller militær assistance.   

Og måske vigtigst, når vores krigsførelse fremstår som næsten omkostningsfri, - uden blod, død, og kritisk politisk debat – så risikerer vi at blive langt mere krigsvillige. Tilbage i 2000 efter krigene på Balkan spurgte historikeren Michael Ignitieff: Hvis vores krige bliver så fjerne, at borgerne i vores demokratiske samfund ikke mærker dem, vil de så bekymre sig tilstrækkeligt til at begrænse og kontrollere den vold der udkæmpes i deres navn? 22 år senere synes svaret at være et stiltiende nej. 

Artiklen er tidligere blevet bragt i Udenrigs.

Sources


Article information

Author: Timothy Acosta

Last Updated: 1703269203

Views: 1231

Rating: 3.9 / 5 (88 voted)

Reviews: 99% of readers found this page helpful

Author information

Name: Timothy Acosta

Birthday: 1937-06-19

Address: 60606 Alicia Station Apt. 609, Port Richard, IL 78983

Phone: +4304856176632490

Job: Market Research Analyst

Hobby: Billiards, Sewing, Cooking, Puzzle Solving, Running, Knitting, Survival Skills

Introduction: My name is Timothy Acosta, I am a radiant, ingenious, unyielding, candid, capable, frank, expert person who loves writing and wants to share my knowledge and understanding with you.